Fuldmagtsproblematik ved gældsrådgivning

 

Den Sociale Retshjælp oplever undertiden tilfælde af afslag fra forskellige fogedretter i forbindelse med vores anmodninger om udlevering af oplysninger om igangværende sager på vegne af de klienter, som vi dagligt hjælper. Begrundelserne for sådanne afslag har været forskellige, men der henvises ofte til manglende originale fuldmagter, eftersom fogedretterne ikke har ressourcer til at besvare sådanne henvendelser, når der vedlægges en kopi af den originale fuldmagt.

 

Vores arbejde – status

Den Sociale Retshjælp oplevede problemer med at få udleveret oplysninger om verserende sager på vegne af vores klienter. Dette var selvfølgelig problematisk, da vi derved forsinkes i vores sagsbehandlingsarbejde. Den Sociale Retshjælp rettede derfor henvendelse til Domstolsstyrelsen vedrørende fogedretternes afvisning af screeninger samt til retsordførerne vedrørende de offentlige myndigheders mangelfulde gældsopgørelse. Begge kan læses ved at klikke i boksen til højre.


Hvorfor var fuldmagtsproblematikken en mærkesag for DSR? 

De seneste år har vi stigende grad foretaget screeninger hos offentlige myndigheder - herunder eksempelvis fogedretten, hvor vi har vedlagt kopier af vores klienters fuldmagt til dette formål. Denne praksis har dog hidtil ikke været noget problem. Vi er dog opmærksomme på, at en skriftlig fuldmagt er knyttet til selve dokumentet og begrundelsen for, at der skal fremvises en original fuldmagt, er, at hvis man accepterer kopier af skriftlige fuldmagter, fratager man reelt fuldmagtsgiveren muligheden for at tilbagekalde fuldmagten ved at tage originalen tilbage.

 

Når fogedretten nægter at udlevere oplysninger om vores klienter - under henvisning til, at de ikke har ressourcer til at svare på henvendelser, der indeholder kopier af originale fuldmagter - er konsekvensen, at vi forsinkes i vores sagsbehandlingsarbejde. Samtidigt skaber det frustration hos vores klienter, hvor deres situation forbliver uklar i længere tid.

 

Når der fremsendes en kopi af klientens fuldmagt, er det ud fra det hensyn, at vi skal indhente oplysninger om klienten fra flere instanser. Dette gælder eksempelvis også fra andre offentlige myndigheder end hos fogedretten. Denne praksis er i forvejen er en langvarig proces, der efter vores opfattelse kun vil blive yderligere forlænget, såfremt at den originale fuldmagt skal sendes frem og tilbage til alle myndigheder for hver gang, vi i vores sagsbehandling skal rette henvendelse på vegne af vores klienter.

 

Konsekvensen af sådan en praksis kan resultere i, at vi hver gang skal bede klienterne om at underskrive flere fuldmagter til brug for hver henvendelse, hvilket af flere grunde er uhensigtsmæssigt. Dette gælder eksempelvis hensynet til den enkelte klient, der ofte står i en vanskelig situation, hvor det forhold, at skulle underskrive flere papirer, kan virke uoverskueligt.

 

Vi mener imidlertid, at vores sagsbehandlingsarbejde reelt kan gøre fogedretternes arbejde lettere, eftersom sagerne bliver stoppet inden de kommer i fogedretten samtidigt med, at vores klienter i højere grad møder frem, når de bliver indkaldt af fogedretten. På denne måde spares der væsentlige ressourcer på administrative udgifter, som kan opstå i forbindelse med, at klienten eksempelvis ikke møder op, eller politiet skal fremstille klienten.

 

For at sikre en ensartet fremgangsmåde for alle fogedretter foreslår vi - på baggrund af en praksis, der allerede anvendes i fogedretterne i København, Frederiksberg og Glostrup - at vi sender alle forespørgslerne til fogedretterne én gang om ugen. Henvendelserne vil således være udformet som et brev, der indeholder en liste over de klienter, som vi ønsker oplysninger om - vedlagt en fuldmagt for hver klient. Herudfra vurderer og oplyser fogedretten, hvilke klienter, der har verserende sager. Med sådan en ensretning af fogedretternes praksis vil det på sigt kunne lette sagsbehandlingen og være til gavn for både fogedretterne, den enkelte borger såvel som samfundet som helhed.

 

Status på mærkesag:

 

AFSLUTTET

 

Relevante dokumenter vedrørende mærkesagen:

 

Politisk henvendelse til retsordførerne

 

Politisk henvendelse til Domstolsstyrelsen vedrørende fogedretternes afvisninger af screeninger

Aarhus: Augustenborggade 2 –  8000 Aarhus C – 70 22 93 30 – aarhus@socialeretshjaelp.dk


København: Bragesgade 10C –  2200 København N – 70 22 93 30 – kbh@socialeretshjaelp.dk