Hvis din husstand har en lav eller moderat indkomst, kan du få lov til at betale mindre, for at få dine børn passet i kommunens dagtilbud. Økonomisk fripladstilskud kan bevilges i forbindelse med børns ophold i daginstitution, dagpleje, skolefritidsordning, klub og institutioner og privatinstitutioner.
Hvis din aktuelle husstandsindkomst samlet er på under 177.600 kr. pr. år (2019), berettiger det til 100 % økonomisk friplads. En samlet aktuel husstandsindtægt på mellem 177.601 kr. og 551.699 kr. pr. år (2019) berettiger til delvis økonomisk friplads. Er der mere end ét barn under 18 år i hjemmet, forhøjes de nævnte indtægtsgrænser med 7.000 kr. (2019) for hvert barn ud over det første. Ændres børnetallet i hjemmet, kontaktes pladsanvisningen i den pågældende kommune, så indtægtsgrænsen kan blive ændret. Som enlig forsørger forhøjes den økonomiske fripladsgrænse med 62.139 kr. (2019).
Du er berettiget til en friplads, så længe du opfylder de økonomiske betingelser. Du har derfor pligt til straks at underrette pladsanvisningen om varige stigninger i indtægten i årets løb eller andre forhold af betydning for retten til fripladstilskud – herunder ændringer af de familiemæssige forhold i husstanden.
Din adgang til en friplads er beregnet ud fra en samlet husstandsindkomst. Hvis du er gift eller lever i et samlivsforhold med en anden person, sker der sammenlægning af indtægterne i husstanden. Bor et barn af ikke-samlevende forældre lige meget hos begge forældre, beregnes fripladstilskud på grundlag af husstandsindkomsten hos den af forældrene, på hvis adresse barnet er tilmeldt folkeregistret.
Barnets eventuelle egne indtægter tæller ikke med i beregningen af husstandsindkomsten.
Du kan ansøge om friplads digitalt med NemID under digital pladsanvisning på www.borger.dk, hvor du også vil kunne finde en vejledning i både brug af NemID samt hvordan man søge om friplads. Der skal kun sendes én ansøgning, selvom du har flere børn i daginstitution.
Du har ret til fravær fra arbejdet, hvis dit barn bliver akut sygt eller kommer til skade. Men du har kun ret til løn under fraværet, hvis det står i din overenskomst eller kontrakt.
Ved akut opstået sygdom har den ene forælder ret til at holde fri fra arbejdet, hvis ens tilstedeværelse er tvingende nødvendig. Det gælder også, hvis dit barn kommer til skade i skole eller daginstitution.
Det er ikke nærmere bestemt i loven, hvad der skal forstås ved ”akut opstået sygdom”, som gør ens tilstedeværelse tvingende nødvendig. Men det skal normalt forstås sådan, at fraværet er af kort varighed, indtil du har kunnet tage andre forholdsregler i forhold til den akut opståede sygdom. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at du giver din arbejdsgiver besked i så god tid som muligt, inden du skulle have mødt på arbejde.
Hvis du skal have ret til løn på dit barns første sygedag, skal det fremgå af din ansættelseskontrakt eller af lokale regler på arbejdspladsen. Det kan også være, at du er omfattet af en overenskomst, der giver ret til løn på dit barns første sygedag.
Hvis du ikke har ret til løn på dit barns første sygedag, har din arbejdsgiver ret til at trække i lønnen, hvis du udebliver på grund af barnets sygdom.
Søskendetilskud ydes, hvis mere end ét barn i husstanden er tilknyttet en daginstitution. I så fald betales fuld pris for den dyreste plads, mens der betales 50 % af alle øvrige pladser. Betegnelsen søskende indbefatter biologiske søskende, søskende gennem adoption og sammenbragte børn med ophold i hjemmet.
Kommunen skal yde tilskud, hvis barnet har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og af behandlingsmæssige grunde er placeret i et dagtilbud. Det kaldes et behandlingsmæssigt tilskud. I så fald vil forælderens/forældrenes restbetaling, efter eventuelle andre indberegnede tilskud, reduceres med 50%.
Kommunalbestyrelsen kan vurdere, at der ligger særlige sociale eller pædagogiske hensyn til grund for, at barnet er tilknyttet et dagtilbud, og at betalingen hertil vil være problematisk for forælderen/forældrene. I givet fald skal der ydes tilskud, et såkaldt socialpædagogisk fripladstilskud. Der vil i vurderingsprocessen kigges på barnets pasningsbehov, socialpædagogiske behov og forælderens/forældrenes rådighedsbeløb.
Der kan læses mere om tilskud til:
- Økonomisk friplads
- Søskendetilskud
- Behandlingsmæssigt fripladstilskud
- Socialpædagogisk fripladstilskud
I Bekendtgørelse om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (Dagtilbudsloven): www.retsinfo.dk