To klager sendt afsted til Forbrugerombudsmanden
Mandag formiddag sendte vi en klage over firmaet Flexconsumer til Forbrugerombudsmanden. Vi blev opmærksomme på firmaets mistænksomme markedsføring gennem vores juridiske leder i Aarhus Mehyar, som har haft en klient der har følt sig vildledt. Firmaet har reklameret med 10 gratis mundbind hvor det meget utydeligt fremgik af reklamen at man ved tilmelding samtidig tilmeldte sig et månedligt abonnement på 100 mundbind til lige knap 1000 kr.. Ifølge Forbrugeraftaleloven skal fremgå tydeligt på bestillingssiden, hvorvidt kunden bliver tilmeldt et abonnement, hvilket ikke er tilfældet i mundbindskampagnen.
Tirsdag eftermiddag sendte vi en ny klage afsted. Vi blev igennem vores gældsrådgivere Daniel og Morten gjort opmærksomme på virksomheden 365lotto’s tvivlsomme erhvervspraksis. Virksomheden kontakter uopfordret danskere telefonisk for at sælge lotteriprodukter, bl.a. lottorækker og Eurojackpot. Virksomheden binder kunderne til et abonnement på disse produkter. I nogle tilfælde er kunderne ikke klar over, at de binder sig til et abonnement. Vi mistænker 365lotto for adskillige brud på regler anført i både markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven.
Vi håber at modtage svar på klagerne indenfor en overskuelig fremtid og vil gerne opfordre jer til fortsat at henvende jer til os hvis i støder på lignende mistænksomme praksisser.