Det er et problem, at udsatte borgere mistænkeliggøres og udsættes for indgribende og krænkende procedurer i forbindelse med kommunernes kamp mod socialt bedrageri.
Vores arbejde – status
Da det er højst sandsynligt, at den nye Kontanthjælpsreform, som trådte i kraft d. 1. januar 2014, vil bringe nyt liv i denne mærkesag, forbliver denne afventende ind til der foreligger kontrolsager fra Kontanthjælpsreformen.
Du kan læse Den Sociale Retshjælps politiske henvendelser vedrørende socialt bedrageri ved at klikke i boksen til højre.
Hvorfor er socialt bedrageri en mærkesag for DSR?
Det er problematisk, at de nuværende regler for, hvornår en borger har status som ”reelt enlig”, er så uklare, at hverken borgere eller kommuner kan gennemskue, hvad de i praksis indebærer. Ydermere er kommunernes brud på de forvaltningsretlige regler i deres kontrolarbejde problematisk for retssikkerheden – et problem der understøttes af, at der gælder omvendt bevisbyrde på dette sagsområde. Kommunerne bruger således betydelige ressourcer på kontrol af borgerne, på trods af, at der ikke er enighed om, hvad der bør kontrolleres for. Enhedslisten fremsatte i år 2012 et beslutningsforslag om nedsættelse af en social retssikkerhedskommission, blandt andet med det formål, at udrede de retssikkerhedsmæssige problemer i relation til denne problemstilling. Et forslag, vi bakkede op om i en henvendelse d. 7. juni 2012. I forlængelse heraf ligger der et problem i den måde hvor forældreansvarsloven i praksis tilskynder en adfærd, der i sidste ende modarbejder en borgers tilstand som ”reelt enlig”.
Kommunen skal blot sandsynliggøre, at der er tale om, at borgeren ikke er ”reelt enlig”, og så er det op til borgeren at bevise sin uskyld. Såfremt kommunen kan sandsynliggøre, at borgeren gjorde det bevidst, vil borgeren skulle betale ydelsen tilbage med tilbagevirkende kraft, og der vil ske en politianmeldelse af vedkommende. Såfremt kommunen kan sandsynliggøre, at borgeren ubevidst har modtaget tilskud som enlig forsørger, vil der ”blot” være tale om at skulle betale ydelsen tilbage med tilbagevirkende kraft. Sidstnævnte tilfælde kaldes ”uagtsomt socialt bedrageri”.
Eftersom tilskuddet, der fra offentlig side tildeles ”reelt enlige forsørgere”, er af udelukkende økonomisk karakter, mener DSR, at de afgørende kriterier for, hvornår man er berettiget til tillægget bør handle om, hvorvidt den enlige er alene om at skulle dække udgifterne til forsørgelse af barnet og der ikke i økonomisk forstand er tale om fælles husførelse. Udover at et fokus på økonomisk fællesskab vil forenkle reglerne, vil der også kunne spares betragtelige ressourcer på kontrolarbejdet, hvis der ikke længere skal udredes hvorvidt der i øvrigt er tale om ”ægteskabslignende forhold”.
Ydermere finder DSR det oplagt, at kommunerne opfylder deres vejledningspligt og informerer borgerne om deres rettigheder, eksempelvis i forbindelse med partshøring i sager, der vedrører en mistanke om socialt bedrageri. Mange bliver indkaldt til situationer, der i bedste tilfælde minder om en regulær afhøring uden at være informerede om, at de eksempelvis har ret til en bisidder i sådanne tilfælde. Ydermere vil det også være fornuftigt med en klagevejledning i forbindelse med disse sager.
