Straf – Anholdelse og sigtelse – FAQ

For at du kan anholdes, skal der være sket noget strafbart, og politiet skal kunne bevise, at de har en rimelig grund til, at netop du er mistænkt for det strafbare forhold. Derudover skal anholdelsen være nødvendig for enten at forhindre yderligere kriminalitet, for at sikre din tilstedeværelse eller for at hindre, at du er sammen med andre.

Politiet has visse metoder, de gerne må benytte sig af

  • De må gerne kropsvisitere dig og i den forbindelse fratage dig farlige genstande.
  • De må også gerne tage dine penge i forvaring.
  • Derudover må politiet også gerne fotografere dig og tage dine fingeraftryk samt dna-prøver, hvilket som regel foregår via et mundskrab.

Efter anholdelse

  • Politiet skal oplyse om årsagen og tidspunktet for din anholdelse.
  • Når du kommer ind til afhøring, har du ret til at få mad og drikke, og du må gerne gå på toilettet, hvis du skal det.
  • Som anholdt, har du også krav på, at kunne ringe til en advokat. Desuden må du ringe til pårørende og give besked om, hvad der er sket.
  • Du kan også kræve, at din advokat er til stede, og du skal huske på, at det ikke skader din sag, at du anmoder om at få en advokat til stede.
  • Politiet kan afhøre dig, men som anholdt, har du ikke pligt til at udtale dig til politiet og i stedet henvise til din/en advokat, dog har du pligt til at opgive navn, adresse og fødselsdato, hvis politiet spørger om dette.

Derudover er der den meget vigtige regel, at en anholdelse aldrig må vare mere end 24 timer. Hvis politiet ønsker at frihedsberøve dig i længere tid, så skal du stilles for en dommer. Hvis politiet ikke kan fastholde din anholdelse, f.eks. hvis det forhold, som nødvendiggjorde anholdelsen, bortfalder, så skal du løslades. Nedenfor kan du læse mere om dine rettigheder ved anholdelse og sigtelse.