DØDSFALD
Det er svært, når man mister en af sine nærmeste. Det sidste man tænker på er, hvad skal der ske med afdødes ejendele. Når en person afgår ved døden, skal dennes ejendele gøres op og fordeles til arvingerne, men også inden vi dør, kan vi have spørgsmål om eksempelvis testamente og hvem, der skal arve hvad og hvordan. Nedenfor kan du derfor finde svar på de spørgsmål, som Den Sociale Retshjælps Fond oftest er stødt på i forbindelse med retshjælpsarbejdet.

Arv
Når der sker dødsfald i familien er det en sorgfuld proces, hvori man samtidig skal navigere i praktiske ting som testamente, arv og begravelse. Hvordan arven gøres op og hvem der arver er afhængigt af den afdødes situation, og hvorvidt der eksisterer et testamente. Vi håber at du finder svar på dine spørgsmål omhandlende arv her. Det skal understreges, at det følgende alene er vejledende, idet der kan være momenter i den konkrete situation, der betyder, at udgangspunktet kan fraviges.
HVAD ER MINE ARVERETTIGHEDER SOM UGIFT?
Hvis I er ugifte samlevende, arver I ikke automatisk efter hinanden. I skal derfor oprette et testamente, såfremt I ønsker at arve efter hinanden. Vælger I et udvidet samlevertestamente, er det muligt for jer at få arveret efter hinanden, som var I gift.
Selvom I ikke har oprettet testamente, har den længstlevende samlever dog ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og sædvanligt indbo mod at betale vurderingsbeløbet kontant til boet. Det forudsætter dog, at I på dødstidspunktet:
Levede sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold og havde gjort det i de seneste 2 år forud for dødsfaldet
Levede sammen på fælles bopæl og ventede, havde eller havde haft et fælles barn
Reglen gælder dog ikke, såfremt den afdøde samlever har rådet over aktiverne ved testamente.
HVAD ER MINE MULIGHEDER I FORBINDELSE MED ARV, NÅR VI ER UGIFT?
Ugifte samlevende arver ikke automatisk efter hinanden. Det betyder, at I skal oprette et testamente, såfremt I ønsker at arve efter hinanden. Med ændringen af Arveloven i 2008 har ugifte samlevende nu mulighed for at lave et udvidet samlevertestamente, hvorefter det er muligt for jer at få arveret efter hinanden, som var I gift.
Som ugifte samlevende er det ikke muligt for jer af opnå formuefællesskab. Med et udvidet samlevertestamente får I samme retsstilling som ægtefæller, der har fuldstændig særeje.
Der er en række betingelser, der skal være opfyldt, før et udvidet samlevertestamente kan anses for værende gyldigt:
Samlevertestamentet skal oprettes i fællesskab af begge parter
I skal på tidspunktet for oprettelsen af testamentet opfylde betingelserne for at kunne indgå ægteskab
I må ikke sidde i uskiftet bo
I må ikke have oprettet et udvidet samlevertestamente, hvorefter en anden samlever har arveret
I skal på tidspunktet for førstafdøde samlevers død leve sammen på en fælles bopæl
Vente, have eller have haft et fælles barn
Have levet sammen på den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år
Det er ikke muligt for længstlevende samlever at sidde i uskiftet bo.
HVAD ER TVANGSARVINGER?
En tvangsarving er en tvungen arving. Tvangsarvinger er livsarvinger, også kaldt børnelinjen, og ægtefæller. Tvangsarven udgør ¼ af henholdsvis livsarvingerne og ægtefællens arvelod. Det vil sige, at størrelsen på tvangsarven afhænger af størrelsen på det arvelod, som henholdsvis livsarvingerne og ægtefællen er berettiget til at arve efter arvelovens bestemmelser.
Den del af arven, der ikke er tvangsarv, kaldes friarv. Friarven kan arvelader som udgangspunkt frit råde over ved testamente.
Det er muligt for en arvelader at begrænse en livsarvings arvelod til 1.290.000 kr. (2019). Beløbet reguleres årligt.
KAN JEG BESKYTTE MIN ARV MOD KREDITORER?
Som hovedregel kan du ikke beskytte din arv mod kreditorer. Din arv bliver reduceret med de gældsforpligtelser, du måtte have. Det vil sige, at dine kreditorer bliver betalt, før din arv bliver udbetalt til eventuelle arvinger.
Der er dog nogle former for gældsforpligtelser, der bortfalder ved død, for eksempel ægtefællebidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag.
Vælger længstlevende ægtefælle at sidde i uskiftet bo, kan dine kreditorer ikke kræve at blive dækket. Det skyldes, at den længstlevende ægtefælle ved uskiftet bo overtager fællesboet, herunder gældsforpligtelser. Dine kreditorer vil i så fald først blive dækket, når der finder et skifte sted, for eksempel ved længstlevende ægtefælles død.
Derudover er det muligt at give afkald på arven, et såkaldt arveafkald, herindunder give afkald på ventende arv. Venter du med at give afkald til efter, arven er faldet, kan arveafkaldet blive omstødt, hvis dine kreditorer inden for 2 år efter afkaldet erklærer dig konkurs.
HVORFOR BETALER MAN ARVEGIFT OG HVOR MEGET BETALER MAN?
Arveafgift, som i dag hedder boafgift, er en afgift, som skal betales til staten, når du arver. Arveafgiften afhænger af, hvordan du er i familie med vedkommende, som er gået bort.
Ægtefæller og registrerede partnere skal ikke betale boafgift. Nærtstående familie, såsom børn, samlever som man har boet med i mindst 2 år, forældre, fraseparerede eller fraskilte ægtefælle, skal betale 15 % i boafgift.
Alle andre herunder også søskende, nevøer, niecer, og andre, som man har testamenteret til i sit testamente, skal betale 36,25 % i boafgift.
HVEM TILFALDER MINE PENGE NÅR JEG DØR?
Når du dør opdeles din arv i to puljer – henholdsvis friarv og tvangsarv.
Friarv udgør 75 % af din samlede arv, og den kan du selv bestemme, hvem du vil testamentere til.
Tvangsarv udgør dermed de resterende 25 % af arven. Tvangsarven skal din ægtefælle og børn dele lige imellem sig. Såfremt du ikke har børn, tilfalder hele tvangsarven din ægtefælle og har du ingen ægtefælle tilfalder hele tvangsarven dine børn. Tvangsarven til børn, deles lige imellem dem, fx hvis du har tre børn, modtager hvert barn 1/3 af tvangsarven. Har du fx en ægtefælle og 2 børn, modtager ægtefællen 50 % af tvangsarven, og børnene modtager hver 25 % af tvangsarven.
Har du hverken børn eller ægtefælle, vil friarven tilfalde dine forældre. Hvis dine forældre er afgået ved døden, tilfalder arven dine søskende eller dine bedsteforældre.
HVEM ANSES SOM MIN NÆRMESTE FAMILIE NÅR JEG DØR?
Ved dødsfald anses den nærmeste familie for din ægtefælle og dine børn. Har du ikke børn eller ægtefælle, anses dine forældre som nærmeste familie. Hvis dine børn er afgået ved døden og efterlader de sig børn, anses dine børnebørn for nærmeste familie, og i tilfælde af også de er afgået ved døden, er oldebørn nærmeste familie etc.
HVORNÅR SKAL JEG BETALE DØDSBOSKAT?
Det, der er afgørende for om, du skal betale dødsboskat er, om dødsboet overstiger en fastsat beløbsgrænse på skæringsdagen.
Skæringsdagen kan tidligst ligge på selve dødsdagen og senest i privat skiftede boer, 1 år efter dødsdagen dvs. 1 årsdagen for afdøde.
Beløbsgrænsen er i 2019 2.901.400 kr. og i 2018 2.839.100 kr. Du skal betale dødsboskat, hvis:
Boets nettoformue på skæringsdagen overstiger beløbsgrænsen eller hvis
Boets aktiver på skæringsdagen overstiger beløbsgrænsen.
Nettoformuen er dødsboets aktiver minus dødsboets gæld. Det vil sige, har du et dødsbo med en værdi på 3.000.000 kr. men en gæld på 1.000.000 kr., vil nettoformuen være 3.000.000 – 1.000.000 = 2.000.000 kr., hvilket ligger under beløbsgrænsen, og du skal derfor ikke betale dødsbosskat.
Du kan læse mere om dødsboskat HER

Testamente
Det er en god ide at have et testamente, da det kan sikre dig og din familie. Der findes i Danmark 3 typer af testamenter. Notartestamente, vidnetestamente og nødtestamente. Forskellen på dem ligger i, hvordan de er oprettet. Fælles er, at testamentet definerer hvordan der skal disponeres over ejendele, som den afdøde efterlader sig. Har du sprøgsmål til testamentets indhold, udformning af det eller betydningen af testamentet, håber vi at du finder svaret her. Det skal understreges, at det følgende alene er vejledende, idet der kan være momenter i den konkrete situation, der betyder, at udgangspunktet kan fraviges.
HVAD ER ET TESTAMENTE?
Et testamente er en måde, hvorpå du kan råde over din formue efter din død. Når du opretter et testamente, betegnes du testator. Et testamente får først retsvirkninger ved testators død.
Det er både muligt at oprette et ensidigt og et gensidigt testamente. Et ensidigt testamente er det normale testamente, i denne form testamentere/begunstiger testator til en eller flere personer inden sin død. Ved et gensidigt testamente indsætter testatorer hinanden til at arve, og gensidige testamenter laves normalt i et dokument, et såkaldt fællestestamente.
I Danmark eksisterer der følgende former for testamenter:
Vidnetestamenter
Notartestamenter
Indbo-testamenter
Nødtestamente
Hvilken testamentsform, der passer bedst til dig, afhænger af dine ønsker og formål med oprettelsen af testamentet.
HVAD ER ET VIDNETESTAMENTE?
Et vidnetestamente er en almindelig testamentsform, som i nærvær af to vidner skal oprettes skriftligt og underskrives og accepteres personligt af den person, der ønsker at oprette testamente i sit navn. Efter personen, der opretter testamentet i sit navn har underskrevet testamentet, skal vidnerne straks skrive deres navne på dette. Testamentsvidnerne skal opfylde nogle krav for at kunne virke som vidner. Vidnerne skal være fyldt 18 år og skal være i en tilstand, hvor de forstår vidnebekræftelsens betydning.
Du kan dog ikke være testamentsvidne, hvis du samtidig selv står som arving i testamentet, eller hvis din ægtefælle, forældre eller børn arver, da dette kan resultere i, at du selv bliver indsat som arving efterfølgende.
Hvis et testamentsvidne er inhabilt (ikke opfylder kravene for testamentsvidner) kan hele testamentet gøres ugyldigt. Dette kan dog kun ske i tilfælde hvor én person, der arver mere i tilfælde af testamentets ugyldighed, klager eller skaber tvivl omkring testamentets gyldighed.
HVAD ER ET NOTARTESTAMENTE?
Et notartestamente er et testamente, der underskrives eller accepteres for en notar, som er en medarbejder i skifteretten. Det er ikke et krav, at testamentet er skrevet på dansk. Ved testamentsoprettelsen er det notarens opgave at sikre dokumentation for tid og sted for oprettelsen. Hvis du ønsker at klage mod testamentet, har du bevisbyrden for, at der er testeret i overensstemmelse med de foreliggende forhold.
HVAD ER ET INDBOTESTAMENTE?
Et indbotestamente er et testamente, hvor du bestemmer, hvem der skal arve indbo og personlige ejendele. Testamentet kræver underskrift samt datering for, at det er gyldigt. Hvis du i forvejen er arving anses et indbo-testamente som din ret til, indenfor din del af arven at overtage de genstande, som er inden for værdien af den del, du arver. Overstiger værdien af genstanden, værdien af den del, som du arver, kan du som udgangspunkt alligevel overtage genstanden uden, at værdien skal deles med andre arvinger.
Testamentet er gyldigt, medmindre det ikke er oprettet af den, der ønsker at testere, eller hvis denne ikke har været fornuftsmæssigt i stand til at oprette testamentet på daværende tidspunkt.
HVAD ER ET NØDTESTAMENTE?
Et nødtestamente er et testamente oprettet i en nødsituation, hvis den der vil oprette testamente i sit navn, er forhindret i at oprette et vidne- eller notartestamente. Der er ikke nogen skriftlige krav til oprettelse af et nødtestamente – det kan nedskrives på en serviet eller et stykke papir og underskrives af den omhandlende person. Et nødtestamente kan også afgives ved mundtligt meddelelse eller på en helt tredje måde. Det vigtigste er dog, at det med sikkerhed kan slås fast, at testamentet kommer fra afdøde. Et nødtestamente kan holde i 3 måneder efter oprettelsen, hvorefter det ikke længere har virkning som et testamente, hvis der ikke i mellemtiden har været mulighed for at oprette et notar- eller vidnetestamente.
HVOR KAN JEG FÅ HJÆLP TIL SELV AT UDARBEJDE ET TESTAMENTE?
Der er mange steder online, hvor du kan få hjælp til selv at udarbejde et testamente. Du skal dog være opmærksom på, hvorvidt alle de lovmæssige krav til testamentet er opfyldt.
OBS! Når du som privatperson selv opretter testamente sker det tit. at man glemmer nogle væsentlige punkter, hvilket bl.a. kan få store økonomiske konsekvenser for den. der udarbejder testamentet. Hvis du vil være på den helt sikre side ved oprettelse af testamente. anbefales det. at du får hjælp af en advokat. På den måde er du også sikret imod fejl, da en advokat skal have en forsikring. der dækker evt. fejl denne begår i forbindelse med sit arbejde.
HVORDAN TILBAGEKALDES ET TESTAMENTE?
Hovedreglen er, at et testamente tilbagekaldes på samme måde, som det er oprettet. Det vil sige, at en tilbagekaldelse afhænger af. hvilken form for testamente, der ønskes tilbagekaldt. Det samme gør sig gældende, såfremt en ændring af testamentet ønskes.
Der findes dog en række formodningsregler. Hvis to ægtefæller har oprettet et gensidigt testamente, eller en ægtefælle har oprettet et testamente til fordel for den anden ægtefælle, gælder der en formodning for, at testamentet er tilbagekaldt, såfremt ægtefællerne bliver separeret eller skilt. Der gælder også en formodning for, at der er sket tilbagekaldelse af et testamente oprettet af ugifte samlevende, såfremt de ugifte samlevende ophæver deres samliv som følge af uoverensstemmelser.
Det er muligt at gøre et testamente uigenkaldeligt. En sådan uigenkaldelighedserklæring skal gives i testamentsform, og løftet om uigenkaldelighed skal være kommet til relevante arvingers kundskab.
KAN JEG TESTAMENTERE ALT TIL F.EKS. KATTENS VÆRN ELLER KRÆFTENS BEKÆMPELSE?
Som udgangspunkt er det frit for dig at testamentere din friarv til hvem, du ønsker. Friarven udgør 75 % af den arv, du efterlader, og den kan både testamenteres til personer eller foreninger som fx Kattens Værn eller Kræftens Bekæmpelse.
Læs nærmere om friarv og tvangsarv HER.

Overskrift
Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.