I februar 2011 fremsatte daværende justitsminister Lars Barfoed et forslag om en ændring af retsplejeloven, hvilket indebar en forenkling af bødesagsprocessen. Loven indfører en ordning, der giver domstolene mulighed for at afsige udeblivelsesdom i sager, hvor der er udstedt bødeforelæg, uden at der holdes et retsmøde. Dette gælder dog ikke, hvis den tiltalte ansøger om at få sagen behandlet i et retsmøde.
Vores arbejde – status
Lovforslaget blev stadfæstet april 2011, og har vist sig at fungerer tilfredsstillende. De forlag Den Sociale Retshjælp fremsatte i vores politiske henvendelse blev taget til efterretning og vi ser derfor sagen som afsluttet.
I kraft af Den Sociale Retshjælps erfaring med den målgruppe af borgere, som en sådan lovændring først og fremmest vil berøre, havde vi følgende kommentarer til forslaget, da det kom frem. Disse kommentarer fremsatte vi i en politisk henvendelse til alle relevante parter inden førstebehandlingen af forslaget i folketinget.
Hvorfor var bødesagsprocessen en mærkesag for DSR?
Den Sociale Retshjælp bifalder lovforslaget, da ændringerne vil være til gavn for både samfundet og langt de fleste borgere. Men man bør benytte anledningen til at rette et kritisk blik på de problematiske dele af den allerede eksisterende praksis indenfor bødesagsområdet, så borgernes mulighed for at forstå og danne sig et overblik over deres situation bliver forbedret.
Der mange socialt udsatte borgere, der ikke har nogen fast adresse, og de der har, får sjældent åbnet eller læst deres post. De magter hverken at åbne eller reagere på indholdet. Hvis de får læst deres post, har de ofte store problemer med at forstå indholdet. Den nuværende bødesags proces er særligt uhensigtsmæssig for denne type af socialt udsatte borgere, fordi de ikke har samme overblik og styr på deres tilværelse. En stor del af dem får som følge heraf ikke vedkendt sig deres bøder og dette er langt fra ensbetydende med, at de ønsker sig en retssag.
Det fungerer sådan, at bødeforlæggene blot indeholder en kode, som politiet benytter for typen af lovovertrædelsen; der er ingen andre umiddelbart forståelige henvisninger til, hvad borgeren har fået bøden for. Det er en selvfølgelighed, at dette gør det sværere for ressourcesvage borgere at finde hoved og hale i, hvad bødeforlægget henviser til og dermed om de skal anmode om et retsmøde eller ej.
Et sidste problem er, at politiet ikke har et centralt register over hvilke bøder borgeren har. Det gør det forvirrende at borgeren skal ringe rundt til enkelte politikredse for at skabe sig et overblik over sin samlede gæld.
