Indsattes digitale adgang

Den Sociale Retshjælp har i november 2013 rettet en politisk henvendelse vedrørende problematikken omkring fængselsindsatte og deres adgang til internettet. Vi oplever dagligt i vores arbejde, at en stor del af vores klienter, der er fængselsindsatte, rammes hårdt af den stigende, offentlige digitalisering. Konsekvensen er, at de indsatte bliver hægtet af samfundet, når det offentlige pr. 1. november 2014 kræver, at alle landets borgere skal have sin egen digitale postkasse på borger.dk. Dette vil unægteligt have konsekvenser for blandt andet de indsattes muligheder for en god løsladelse.

 

Vores arbejde – status

Regeringen har som målsætning, at der i år 2015 skal være fuld digital kommunikation og problematikken omkring indsattes digitale adgang er derfor blusset op.

Den Sociale Retshjælp har lavet en del pressearbejde omkring denne problematik og deltog den 3/3 2014 i et møde vedrørende digitalisering.

 

Den Sociale Retshjælp har lavet en politisk henvendelse om, hvordan de indsatte bliver hægtet af samfundsudviklingen på grund af deres manglende adgang til internettet. Denne kan læses ved at klikke i boksen til højre. Henvendelsen indgår som et bilag i lovbehandlingen af et lovforslag i foråret 2014. 


Hvorfor var indsattes digitale adgang en mærkesag for DSR?

Regeringen har som målsætning, at der i år 2015 skal være fuld digital kommunikation. Men eftersom fængselsindsatte ikke har adgang til internettet, har de imidlertid heller ikke mulighed for at kommunikere digitalt med det offentlige. Vi mener derfor, at det i høj grad må være i samfundets interesse, at de indsatte får internetadgang i et rimeligt og reguleret omfang, fordi det styrker deres chancer for et kriminalitetsfrit liv efter endt afsoning samtidigt med, at det også på sigt vil bidrage positivt til indsattes resocialisering. 

 

Den umiddelbare konsekvens af manglende adgang til internettet er, at de indsatte ikke har adgang til at kommunikere digitalt med det offentlige i forbindelse med for eksempel at ansøge om indskudslån eller sociale ydelser. Samtidigt kan den manglende digitale adgang også på sigt have store konsekvenser for de indsattes muligheder for en god løsladelse. Dog vil adgangen til at kommunikere digitalt med det offentlige i høj grad give de indsatte mulighed for selv at medvirke positivt til en tilbagevenden til samfundet og forberede sig på løsladelsen - allerede fra fængselscellen. Derfor bør der allerede nu findes en løsning på problematikken for ikke at komme til at tabe en hel målgruppe på gulvet, når det offentlige pr. 1. november 2014 bliver endnu mere digitaliseret med kravet om en digital postkasse for alle landets borgere. 

 

Vi bør derfor se på, hvad de indsatte skal kunne bruge internetadgangen til. Vi foreslår konkret, at de indsatte får adgang til sider, som kan gavne dem i en løsladelsessituation eller i forbindelse med aktiviteter såsom at kontakte statsforvaltningen eller ansøge om SU og kontanthjælp. Forud for sådan et forslag er det imidlertid nødvendigt at tage hånd om problemstillingen med, at indsatte uden en folkeregisteradresse ikke kan erhverve sig et Nem-ID. Derfor opfordrer vi Folketingets partier og relevante samarbejdspartnere til hurtigt og effektivt at udarbejde en handlingsplan for reguleret internetadgang for de indsatte i landets fængsler samt at løse problematikken omkring de indsattes manglende mulighed for at erhverve sig et Nem-ID. 

 

Konkret bør der bl.a. lovgives om, at de indsatte kan anvende computere med internetadgang også uden for skoletiden. På nuværende tidspunkt er det ifølge loven kun ved særlige hensyn muligt at få udleveret en computer i fængslet - for eksempel hvis det gælder uddannelses- eller arbejdsmæssige hensyn. Vi mener ligeledes, at der er tale om særlige hensyn i for eksempel en løsladelsessituation eller ved behov for kontakt til det offentlige i forbindelse med at håndtere opgaver såsom at søge bolig, ansøge om SU eller kontanthjælp, anmode om skilsmisse eller at få oplysninger om gæld til det offentlige, der kræver kontrolleret adgang til kilder som for eksempel borger.dk, statsforvaltningen, E-boks, SKAT.dk med videre. 

Status på mærkesag:

 

AFSLUTTET

 

Relevante dokumenter vedrørende mærkesagen:

 

Politisk henvendelse 

vedrørende problematikken omkring fængselsindsatte og deres adgang til internettet, når det offentlige pr. 1. november 2014 kræver, at alle landets borgere skal have sin egen digitale postkasse på borger.dk.

 

Høringssvar
vedrørende sidestillingen af digitale underskrifter med almindelige underskrifter.

Aarhus: Augustenborggade 2 –  8000 Aarhus C – 70 22 93 30 – aarhus@socialeretshjaelp.dk


København: Bragesgade 10C –  2200 København N – 70 22 93 30 – kbh@socialeretshjaelp.dk