Den Sociale Retshjælp anno 2019


2019 var et begivenhedsrigt år for Den Sociale Retshjælps Fond, hvor en masse nyt kom til.


Først og fremmest fik vi i september en ny bestyrelsesformand og en dertilhørende - næsten - ny bestyrelsesgruppe. Vores formand hedder nu Dan Boyter. Dan er direktør og aktivt bestyrelsesmedlem hos Pressalit. Derudover består vores bestyrelse nu af Jonatan Hjortdal, Chief Legal Officer hos LegalHero ApS, Bente Damgaard, adm. direktør, Damgaard Consult ApS og Thomas Koldig, lektor i Erhvervsjura og Engelsk, Aarhus Business College. Vi er allerede begejstrede for den nye sammensætning og glæder os til at se, hvordan fremtiden ser ud for vores organisation med disse mennesker ved roret.


Derudover er vores lille satellitafdeling i Horsens nærmest ikke til at kende, da den både er rykket i nye lokaler og har fået ny leder. Vi har nu til huse i Horsens bibliotek, hvor Kira hver mandag og tirsdag sidder klar til at tage imod nye henvendelser. Vi håber, at vi kan få lokket nogle flere frivillige til Horsens, så afdelingen kan vokse sig større i det nye år.


Slutteligt har vi i 2019 startet et nyt projekt, nemlig Projekt Ludomani. Her yder vi gældsrådgivning til ludomaner tilknyttet Forskningsklinikken for Ludomani i Aarhus og Ludomaniklinikken Mindwork i København. Gæld og ludomani hænger ofte sammen, og vi glæder os derfor meget over, at vi sammen kan tilbyde en helhedsorienteret rådgivning til målgruppen.


Men selvom meget er sket, er der heldigvis nogen ting, som forbliver ved det gamle, og vi har i 2019 igen haft to fantastiske hold frivillige og praktikanter, som betyder at vi fortsat har kunne yde juridisk rådgivning til alle borgere under indtægtsgrænser for fri proces og gældsrådgivning til socialt udsatte.


Retspolitisk arbejde i 2019

Som sædvanligt har vi stukket vores næse godt frem og blandet os i den politiske debat. Vi har bl.a. udforsket alternativer til de traditionelle banker, forholdt os kritisk til gældsproblemet hos hjemløse og endnu engang slået et slag for brugen af resocialiserende indsatser i Kriminalforsorgens institutioner. Du kan læse mere om vores retspolitiske arbejde HER.


Selvom vores stifter og direktør, Sandy Madar, officielt blev præsident af det europæiske gældsnetværk EDCN slut november 2018, så er det først her i 2019, vi virkelig har mærket effekten heraf. Sandy har i kraft af sin nye titel deltaget i utallige konferencer og netværksmøder om overgældssætning, og vi håber, at vi igennem et europæisk pres, kan få ændret på den danske struktur på gældsområdet.


DSRF i medierne 2019

I 2019 har vi igen optrådt i medierne flere gange end vi gider tælle. Nyheden om vores nye bestyrelsesformand gav genlyd i aviser landet over, men derudover har vi også kommenteret på en række forskellige tiltag, bl.a. folketingets forslag om at sætte en øvre grænse for hvad kviklån må koste, pantelånerloven og kønsforskelle i retten til sygedagpenge.


Du kan læse alle vores medieoptrædener HER.


Derudover har vi i 2019 også udarbejdet en række debatindlæg og kronikker, som forskellige aviser har valgt at tage op. 12. oktober kunne man læse vores kronik om konsekvenserne af de mange reformer på beskæftigelsesområdet i Information, og den 31. oktober og 1. november kunne man i d.dk og belingske læse vores holdning til de pressede forhold i Kriminalforsorgen.




Aarhus: Augustenborggade 2 – 8000 Aarhus C – 70 22 93 30 – aarhus@socialeretshjaelp.dk


København: Bragesgade 10C – 2200 København N – 70 22 93 30 – kbh@socialeretshjaelp.dk