logo_(Small).GIF
header_final-07.jpg
Du er her:

Vedtægter for Den Sociale Retshjælp

 

§ 1. Navn og hjemsted:

§ 1.1 Foreningens navn er: Den Sociale Retshjælp (DSR).

§ 1.2. Den Sociale Retshjælp har hjemsted i Aarhus Kommune med en lokal afdeling i København og en gældsafdeling på Bornholm.

§ 2. Foreningens formål:

§ 2.1. Foreningens formål er at:

• Støtte og styrke ressourcesvage borgere i deres kamp for deltagelse i en normaliseret hverdag, ved at yde dem juridisk assistance til at få styr på deres liv.
• Stoppe en truende social deroute, før den ødelægger det enkelte menneskes liv.
• Inddrage DSRs klienter i deres egen sag, for derigennem at styrke deres selvværd og evne til at tage initiativ, og derigennem gøre dem i stand til at tage styringen i deres liv.
• Gøre vores klienter bekendt med deres juridiske rettigheder såvel som pligter.
• Arbejde målrettet med en særlig indsats mod socialt udsatte. Bestyrelsen kan til enhver til fastsætte målgruppen nærmere.

• Sætte fokus på de problemstillinger i lovgivningen såvel som samfundet, der i afgørende grad besværliggør vores klienters tilbagevenden til en normaliseret hverdag.
• Igennem vores arbejde, aflaste og supplere det allerede etablerede system, ved at samarbejde med offentlige myndigheder, og andre relevante aktører.
• Undervise og uddanne juridiske såvel som sociale managere i Den Sociale Retshjælps arbejdsgange, så vores klienter kan få en målrettet og kompetent rådgivning.



§ 3. Medlemskreds:

§ 3.1. Som medlem kan optages enhver, som vil være med til at gøre noget for de svageste i samfundet og som godkendes af DSRs ledelse. Indmeldelse sker ved skriftlig, telefonisk eller personlig henvendelse til DSR. Ved indmeldelsen betaler man som støttemedlem fuldt kontingent for det regnskabsår, i hvilket indmeldelsen finder sted. Medlemskab fornys automatisk fra år til år, medmindre der sker udmeldelse. Størrelsen af kontingentet fastsættes årligt og kan til enhver tid ændres af bestyrelsen.

 

§ 4. Generalforsamlingen:

§ 4.1. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert andet år inden 1. maj. Indkaldelse til generalforsamling skal ske med mindst 1 måneds varsel, og indkaldelse skal forestås af bestyrelsen. Dagsorden til generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter:

1. Valg af referent
2. Valg af dirigent

3. Godkendelse af dagsorden
4. Formandens beretning
5. Afdelingsledernes beretning
6. Planer for det kommende år
7. Kasserens beretning og fremlæggelse af årsregnskabet

8. Valg af revisor
9. Valg af evt. nye bestyrelsesmedlemmer

10. Valg af suppleanter
11. Forslag fra fremmødte
12. Eventuelt
§ 4.2. Indkomne forslag til dagsorden eller Retshjælpens arbejde skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingens afholdelse.

§ 4.3. På generalforsamlingen afgøres alle anliggender ved simpelt stemmeflertal, hvis ikke vedtægterne bestemmer andet. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende.

§ 4.4. Beslutning om ændring af vedtægterne er kun gyldig, hvis den tiltrædes af mindst to tredjedele af de afgivne stemmer.

§ 4.5. Medlemmer af bestyrelsen og repræsentantskabet af Den Sociale Retshjælp har møderet, taleret og stemmeret ved generalforsamlingen. Uanset hvor mange medlemmer af repræsentantskabet, der møder op, kan deres stemmer kun vægte 1/3 af det samlede stemmeantal. Medlemmer, brugere og medarbejdere har møderet og taleret ved generalforsamlingen.

§ 4.6. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller hvis 10 % af medlemmerne begærer dette skriftligt overfor bestyrelsen med angivelse af dagsorden. Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel.
Generalforsamlingen skal afholdes senest 5 uger efter en sådan begæring fremsættes.

§ 5. Bestyrelsen:

§ 5.1. Da Den Sociale Retshjælp er en oligarkisk forening er bestyrelsen selvbestaltet. Bestyrelsen består af en formand, næstformand, kasserer og udvalgte medarbejdere i DSRs afdelinger eller andre tilknyttede. Bestyrelsen fastlægger selv sit arbejde, som er ulønnet og frivilligt. For at kunne deltage i bestyrelsesarbejdet i foreningen kræves, at man har indgående interesse i § 2 samt, at man efterlever foreningens vedtægter.

§ 5.2. Formanden vælges på den stiftende generalforsamling og er fastlagt på ubestemt tid, således at der ikke skal vælges ny Formand på den ordinære generalforsamling, med mindre Formanden selv ytrer ønske herom. (se også § 6.3.)

§ 5.3. Bestyrelsen afholder møde mindst 4 gange om året, og indkaldes af formanden eller af mindst 1/3 af bestyrelsen. Indkaldelsen skal ske skriftligt med minimum 8 dages varsel. I ekstraordinære tilfælde, kan der indkaldes med kortere varsel.

§ 5.4. Afbud til bestyrelsesmøde skal gives til formanden. Såfremt et bestyrelsesmedlem udebliver uden afbud fra 3 bestyrelsesmøder i træk, kan vedkommende ekskluderes af bestyrelsen.

§ 5.5. Såfremt Formanden, Næstformanden eller kassereren trækker sig ud af bestyrelsen i valgperioden, eller hvis flere bestyrelsesmedlemmer trækker sig ud af bestyrelsen i valgperioden, kan bestyrelsen konstituere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

§ 5.6. Der vælges hvert år 2 suppleanter til bestyrelsen, som træder ind i tilfælde af at et bestyrelsesmedlem forlader bestyrelsen indenfor valgperioden.

§ 5.7. Samtlige medlemmer af bestyrelsen kan tegne foreningen udadtil. Økonomiske forpligtelser, der overstiger 10.000 kr., skal ske med samtykke fra samtlige medlemmer af bestyrelsen.

§ 6 Bestyrelsens ledelse og daglige virke:

§ 6.1. Foreningens daglige ledelse udgøres af en arbejdsgruppe udvalgt af bestyrelsen og består af formanden og minimum 2 andre bestyrelsesmedlemmer eller medlemmer. Arbejdsgruppen leder foreningen i overensstemmelse med nuværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

§ 6.2. Bestyrelsesmedlemmerne i DSR har ret til enkeltvis at snakke med pressen eller anden instans, i særlige omstændigheder, hvor personen finder det nødvendigt. Dog skal udtalelser og virke fra medlemmet være i overensstemmelse med DSRs formål og etiske retningslinjer.

§ 6.3. Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem eller bestyrelsesmedlem, der handler til skade for DSR. Medlemmer og bestyrelsesmedlemmer, der af bestyrelsen er ekskluderet af foreningen, kan kun genoptages med samtykke fra samtlige tilbageværende bestyrelsesmedlemmer.

§ 7 Økonomi, regnskab og revision:

§ 7.1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

§ 7.2. Årsregnskab skal forelægges bestyrelsen til godkendelse i revideret stand.

§ 7.3. For foreningens forpligtelser hæfter alene dennes formue, og ingen andre har noget personligt ansvar for landsforeningens forpligtigelser.

§ 7.4. Den samlede bestyrelse er ansvarlig for, at tilskud og evt. anviste lokaler anvendes i overensstemmelse med Folkeoplysningsloven. Det er således den samlede bestyrelse, der skal underskrive det årlige regnskab.

§ 8 Opløsning af DSR

§ 8.1. Opløsning af foreningen kan kun ske ved generalforsamlingens beslutning med 9/10 flertal med to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal have været en ordinær generalforsamling. Hvis det vedtages, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med det som det eneste punkt på dagsordenen. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden tre måneder efter den ordinære generalforsamling.

§ 8.2. Efter beslutning om at opløse foreningen vælger generalforsamlingen én eller flere personer til at forestå afviklingen af foreningen.

§ 8.3. Foreningens eventuelle formue tilfalder ved opløsning DSRs selvstændige projekter. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.

 

Den Sociale Retshjælp i Århus - A. Hertzums Vej 2 - Postboks 5134 – Århus C 8100 - Telefon: 70 22 93 30 – Mail: aarhus@socialeretshjaelp.dk

Den Sociale Retshjælp i København - Bragesgade 10, 2 sal. Postboks 585 – København N 2200 - Telefon: 35 81 82 10 – Mail: kbh@socialeretshjaelp.dk