Repræsentantskabet

 

Repræsentantskabets overordnede formål er at være sparringspartner for Den Sociale Retshjælp og diskutere udviklingen i organisationen. Repræsentantskabet assisterer således Den Sociale Retshjælps bestyrelse og daglige ledelse i fastlæggelsen af en offentlig profil, der sætter fokus på socialt udsattes forhold. Endvidere iværksætter Repræsentantskabet forskellige initiativer til gavn for Den Sociale Retshjælps målgruppe og bidrager til den offentlige dialog ved at sætte fokus på samfundsmæssige problematikker, der knytter sig til socialt udsatte.

 

På baggrund af kompetencestyrken i Repræsentantskabet sparrer denne med den daglige ledelse og bestyrelse om Den Sociale Retshjælps mærkesager. Dette gøres i praksis ved, at Den Sociale Retshjælp og Repræsentantskabet årligt bliver enige om de overordnede linjer for organisationens mærkesager. 

 

Eventuelle konkrete opgaver til Repræsentantskabet vil hovedsageligt bestå i at drage målgrupperne og dennes problemstillinger ind i medlemmernes daglige omgang med specialister, medier, politikere etc. Endvidere kan Repræsentantskabet videreformidle relevant viden angående bl.a. nytænkning, samfundsudvikling, lovforslag og forsøgsordninger til Den Sociale Retshjælp.

Den Sociale Retshjælp finder det væsentligt at have tilknyttet et repræsentantskab af personer, der hver især besidder forskellige fagkompetencer og således kan assistere Den Sociale Retshjælp i fastlæggelsen af en offentlig profil.

Repræsentantskabet består på nuværende tidspunkt af:

LLP



 


  


 


 



 


 



 









Foto: Nanna Honoré

Formand for repræsentantskabet Lars Lindencrone Petersen - Videnspartner Bech-Bruun

Tekst om Lars Lindencrone Petersen er på vej.

 








 Christian Rosenbæk - Advokat Novo Nordisk

”Jeg har været en del af Den Sociale Retshjælps Fond siden starten i 2007 og har nu valgt at blive en del af Den Sociale Retshjælps Fonds repræsentantskab, idet Den Sociale Retshjælps Fond udfylder en samfundsmæssig vigtig rolle med sin faglige støtte til samfundets svageste. Jeg håber at bidrage med min erfaring på gældsrådgivningsområdet samt min teoretiske viden og praktiske erfaring indenfor jura.” 

 

 



Line Barfod - Advokat Foldschack & Forchhammer

”Jeg har sagt ja til at sidde i repræsentantskabet, fordi Den Sociale Retshjælps Fond gør et virkelig godt og nødvendigt arbejde, og det vil jeg gerne være med til at bidrage til. Jeg vil gerne bidrage med viden om gældsrådgivning og om det politiske system. Og hvad Den Sociale Retshjælps Fond i øvrigt mener jeg kan bidrage med.” 





Verner Pedersen - Vicepolitiinspektør Sydøstjyllands Politi 

"Jeg har kendt til Den Sociale Retshjælps Fond fra den var på idé-stadiet. For mig har det været en stor glæde, at se det blive til virkelighed og følge dens enestående udvikling. Jeg vil gerne bidrage med min faglige baggrund i håbet om at kunne støtte Den Sociale Retshjælps Fond til at hjælpe flere mennesker til en bedre hverdag og lysere fremtidsudsigter." 






Henrik Gjørup - Dommer Horsens Retskreds

”Jeg har tidligere som juridisk chef for Fogedretten i Århus haft et fortrinligt og givende dagligt samarbejde med Sandy Madar og Den Sociale Retshjælps Fond. Som medlem af repræsentantskabet er jeg særligt glad for at kunne drøfte status og nye idéer – særligt på retsplejeområdet - med retshjælpens medarbejdere og give især faglige råd og støtte til retshjælpen, der udfører et stort, prisværdigt, effektivt og nødvendigt arbejde i forhold til mennesker, der i den grad har brug for personlig hjælp." 

  




Henrik Hjortdal - Senior rådgiver Kulturministeriet

”Sandy Madars arbejde er meget støtteværdigt. Den Sociale Retshjælps Fond er på få år blevet en af de førende i Danmark, når det gælder arbejdet med at støtte mennesker til at blive en del af samfundet. Kombinationen af at sikre mennesker deres juridiske rettigheder, styrke deres økonomiske formåen og agere ift. beslutningstagerne med konstruktive input er genialt. Jeg kan bidrage med kontakt til offentlige myndigheder dvs. ministerier og kommuner. Nogle steder på øverste beslutningstagerniveau, andre steder via nøglemedarbejdere og nogle steder det rent private netværk. Ligeledes kan jeg bidrage med sparring, når det gælder organisering, strategi, ansøgninger til myndigheder og driftsøkonomiske analyser og beslutninger.”  

  



 



Olav Ballisager - Senior Consultant Poul Due Jensen’s Fond

De fleste professionelle år i uddannelsessektoren: Seminarier, Danmarks Pædagogiske Universitet, amerikanske universiteter og Aarhus Universitet. Siden 2006 seniorrådgiver i Grundfos: Forfatter til bog om koncernens historie og værdier – siden sekretariatsleder for Poul Due Jensens Fond.

Har i alle funktioner støttet og udviklet internationale relationer med fokus på blandt andet fysisk-kulturelle udfoldelser som del af den sociale og menneskelige sammenhængskraft. 

 




Brian Kruse Jacobsen - Markedschef Erhvervsakademi Aarhus

“Jeg har valgt at engagere mig i Den Sociale Retshjælps Fonds repræsentantskab af tre væsentlige årsager. Først og fremmest fordi, at jeg oplever at Den Sociale Retshjælps Fond spiller en væsentlig rolle i det danske samfund i form af gældsrådgivning for en række af samfundets svageste medlemmer og hermed sikrer at flere kan klare sig selv. Desuden ønsker jeg at anvende min erfaring og mine kompetencer omkring strategi, ledelse og forretningsudvikling, hvor det giver værdi. Sidst men ikke mindst ønsker jeg med min deltagelse at medvirke til uddannelse af flere gældsrådgivere, så vi sikrer at gældsrådgivning foregår på en sober, et objektivt og et juridisk korrekt grundlag. Jeg vil primært bidrage med rådgivning og vejledning omkring strategi, kommunikation og forretningsudvikling. Sidstnævnte vil hovedsageligt være et tæt samarbejde med ledelsen af Den Sociale Retshjælps Fond omkring udvikling af uddannelse for gældsrådgivere. I den forbindelse er det ambitionen at få politisk opbakning til en certificering af gældsrådgivere evt. i form af eksamen fra en gældsrådgiveruddannelse.”

 



Jonatan Hjortdal - Advokatfuldmægtig Bech-Bruun

”Det arbejde som den Sociale Retshjælps Fond faciliterer, står for mig, som værende en udstrakt hånd, hvor der er hjælp at hente, når andre muligheder er udtømte og håbet er ved at svigte. Jeg har selv sagsbehandlet i retshjælpen i en længere periode indtil for nylig, og jeg har derfor en temmelig god fornemmelse for, hvilke faglige problemstillinger, som klienterne typisk kommer med. Jeg håber, at jeg med min faglige baggrund kan optimere retshjælpens rådgivning, så klienterne får den bedst mulige rådgivning. Jeg forestille mig, at dette kan ske via intern undervisning og ved at få faglighed, arbejdsprocesser mv. sat i fokus.”






Jeppe Mikkelsen - Tidl. MF og retsordfører for Radikale Venstre

"Jeg har valgt at tiltræde repræsentantskabet hos Den Sociale Retshjælps Fond, fordi det er en ambitiøs organisation både i forhold til den direkte målgruppe og det overordnede politiske arbejde. Specielt det politiske arbejde ser jeg frem til at kunne bidrage til med min erfaring og viden inden for det politiske system. Derudover var det vigtigt for mig, at Den Sociale Retshjælps Fond også vil arbejde for at forbedre vilkårene for alle lignende organisationer og deres målgruppe og ikke blot har nok i sig selv, men at man gerne vil bidrage positivt på et generelt plan for hele området."


 

Repræsentantskabet vil i løbet af 2016 komme til at bestå af i alt 12 medlemmer, der er repræsentanter fra den private sektor samt fra større foreninger, organisationer og selvejende institutioner. Tanken bag Repræsentantskabet er at sammensætte fagfolk med forskelligartede ekspertiser samt individuelle holdninger for derved at skabe en så nuanceret og fuldendt samfundsforståelse som muligt.

Aarhus: Augustenborggade 2 – Postboks 5134 – 8000 Aarhus C – 70 22 93 30 – aarhus@socialeretshjaelp.dk

København: Bragesgade 10C – Postboks 585 – 2200 København N – 70 22 93 30 – kbh@socialeretshjaelp.dk

Horsens: Axelborg 1 - 8700 Horsens - 70 22 93 30 - horsens@socialeretshjaelp.dk