| |
Management II er betegnelsen for den enhed under DSR, der yder sagsbehandling for tidligere og nuværende hjemløse, misbrugere og sindslidende. Management II har til formål at tilbyde gratis juridisk og social rådgivning til klienter, som står overfor udfordringer, der skyldes hjemløshed, misbrug eller sindslidelser. Det overordnede formål med Managementafdelingens rådgivning således, at minimere de skadesvirkninger, der kan forekomme på baggrund af en udsat position som hjemløs og potentiel misbruger og sindslidende.
Managementafdelingen har en særlig opmærksomhed rettet mod det stigende antal udsættelser, der finder sted i det danske samfund. Udsættelserne forårsager ofte en negativ indvirken på tidligere og nuværende hjemløses gældsproblematikker, familierelationer, sociale netværk, beskæftigelses- samt uddannelsesmuligheder. Managementafdelingen arbejder ud fra en antagelse om, at gruppen af hjemløse er særdeles sammensat.
Årsagerne til hjemløshed er mangeartede ligesom konsekvenserne erfares individuelt. Der arbejdes derfor ud fra antagelsen om, at der skal tages hånd om de enkelte problemer, den hjemløse oplever at have, før den hjemløse kan opleve en varig, helhedsorienteret og kvalitativ forbedring i sit liv. DSR’s helhedsorienterede sigte bevirker, at vi efterstræber, ud fra en realistisk tilgang, at behandle så bredt et udsnit af denne målgruppe. Målsætningen realiseres ved et tæt samarbejde med øvrige hjælpeinstanser indenfor området, som kan supplere og videreføre DSR’s rådgivningsarbejde.
I den første hjemløsetælling der er foretaget i Danmark, vurderes det, at minimum 11.- 13.000 personer er hjemløse i løbet af et år. Ca. 7.500 af disse indskrives hvert år på et af landets § 110 boformer, hvor af ca. 87 procent er på overførselsindkomster og hovedparten på kontanthjælp, hvilket blandt andet også er med til at fastholde dem i en økonomisk og social marginal position.
Managementafdelingens hovedmålgruppe udgør derfor hjemløse med tilknytning til boformer § 110, der henvises af og behandles i samarbejde med SBH - Sammenslutning af boformer for hjemløse i Danmark samt SAND – De Hjemløses Landsorganisation. Hovedmålgruppen tilbydes dybdegående juridisk og social rådgivning. Af denne grund tilbyder Managementafdelingen helhedsorienteret rådgivning samt opfølgning af såvel juridiske som sociale forhold for gruppen af nuværende hjemløse, samt tidligere hjemløse der skal påbegynde en ny tilværelse i egen bolig.
Hermed arbejder Managementafdelingen målrettet mod en positiv udvikling af livsbetingelserne for hjemløse, således at denne livssituation afvikles så konstruktiv og smertefri som muligt. Målsætningen bygger på at begrænse klienternes følelse af stigmatisering og degradering overfor det øvrige samfund, således at pågældende individ har en forbedret mulighed for at indgå i samfundet, på lige fod med den generelle befolkning.
| | | | |